Stig Ramsing

POLITISKE DIGTE

SENGETID

 

jeg er bange for livet

når de tikkende tunge tanker

kan splitte en iskold ensom nat

til tusindvis af gigantiske sekunder

i hvert et hjerte som banker

selv om det ikke vil

river det lyset ud

af mine arme

 

jeg er bange for natten

når den nærmer sig sengetid

så blir jeg helt ustyrlig

med undskyldninger

som et 9-års barn

for at blive oppe

til dagen kommer

og lægger sig

hos os

igen

 

livet er bange for mig

for jeg siger det er løgn

men så smiler vi sammen

bytter sikkert også straks plads

i bussen helt inde på Rådhuspladsen

jeg kan derfor studere min krøllede dyne

på afstand mens den venter på næste mareridt

 

når jeg griner for tit

blir natten også bange

så tar den ingenting alvorligt

det synes jeg næsten er lidt sjov

faktisk til at dø af grin af i hvert fald

så længe man er vågen og tror man lever

   Index            Næste digt

KAN ANVENDES FRIT TIL PRIVAT IKKE-KOMMERCIEL BRUG MED KILDEANGIVELSE..