|
Stig Ramsing |
|
- biografi |
|
I disse tider, når nogen er ved at blive lidt halvgammel, kan det ofre være svært at få vedkommende til at afsløre sin rigtige alder og Stig Ramsing var da heller ingen undtagelse, men til sidst kom det da alligevel frem.
Stig, hvis vi nu kan stole på det, blev født i Lindevang Sogn på Frederiksberg søndag den 29. februar 1948 klokken 5.00 om morgenen, men som han tillægger, ”når jeg alligevel ikke kunne undgå det, så var det jo trods alt den bedste af alle dage, for med en fødselsdag som kun kommer én gang hvert fjerde år, varer det stadig næsten 100 år, inden jeg fylder 40.”
Stig var et vanskeligt barn, forstået på den måde, at hvis han for eksempel på grund af en ulykke skulle gå hen og miste begge sine ben, ville han straks næste morgen melde sig til VM i styrtløb. Sådan var det også på Bellahøj Skole, hvor han henslæbte det meste af sin folkeskoletid med at slås med de allerstørste drenge, han kunne opdrive, dog ikke sjældent som forkæmper for en svagere part, så det blev trods alt ikke til særlig mange repressalier fra skolens side, alt i alt kun to eftersidninger, svedere som de blev kaldt, fordi man blev nødt til at ”svede” en ekstra time på skolen efter normal skoletid.
Den første eftersidning blev udskrevet, fordi Stig, da han kom for sent en morgen, trods rektors nye påhit med nidkære elever som portvagter, naturligvis uden tøven maste sig gennem denne ”medløberblokade” og derved nægtede at lade sin forsinkelse registrere, hvilket selvfølgelig ikke hjalp det mindste, da han allerede på det tidspunkt trods skolen store omfang, var mere berygtet end berømt.
Ti minutter efter, ved den obligatoriske morgensang i den gevaldig store aula med over 500 elever, kaldte rektor derfor Stig op på scenen og præsenterede ham som den første, der havde brudt mod det nye elevkontrollerede regime ved porten.
Dette misforstod Stig nok en anelse og løftede derfor triumferende begge hænder knyttede over hovedet og modtog da sit livs hidtil største bifald fra den samlede elevskare på gulvet nedenfor. Da selv rektor med et skævt smil modvilligt faldt ind i hyldningerne, følte Stig sig næsten som sine og datidens to største idoler, ELVIS og CLIFF, på én og samme gang,
Stigs næste og sidste eftersidning blev udskrevet af hin kære og dygtige skolefrøken Ellen Matzen, da han ”helt tilfældigt” havde placeret en særdeles effektiv stinkbombe i klasseværelsets papirkurv. Allerede om lørdagen et par dage tidligere havde han indhandlet 10 stykker af slagsen i spøg og skæmt butikken på Brønshøj Torv og allerede om søndagen med forrygende resultat testet varerne på Bella Bio under den dobbelte eftermiddagsforestilling med to stk. Eddie Lemmy Constantine film på programmet til halv pris.
Hele biografsalen blev ryddet og de første ti rækker brækkede sig synkront, så meget mere kunne en fjortenårig heltidsanarkist vel næppe have ønsket sig.
Efterfølgende mandag var den gode frk. Matzen i begyndelsen af omtalte dansktime dog udelukkende noget bekymret over den kraftige svovlbrintelugt, som udbredte sig i lokalet og kiggede mere og mere undersøgende og særdeles betænkelig ud over klassen fra sit højt hævede kateder. Efter en længere ransagende stund spurgte hun så endelig oprigtig medfølende, om nogen muligvis var dårlig og måske havde spist noget forkert?
Da de eneste svar fra elevskaren blev fnis og fnat, fattede frk. Matzen selvfølgelig på et tidspunkt galoppen, så til sidst måtte alle elever én ad gangen ud i korridoren til den kære frøken, som der havde oprettet sit forhørslokale på den anden side af døren. I fællesskabets interesse var der ikke andet at gøre end at tilstå. Sveder nummer to var et faktum.
En enkelt senere episode med en klump is ned ad ryggen på en udvalgt favorit ungmø ved et skolebal skabte en del reprimander, men alle forstod vist efterhånden, at Stig jo ikke havde haft den mindste viden om forskellen på almindelig is og kulsyreis, som der her var tale om og som jo kan ætse ret så ubehageligt.
Men nu havde stedfader Vagn fået nok, så efter 9. klasses boglige linje på Bellahøj Skole, havnede Stig med et raskt los i røven som kostskoleelev/alumne på Birkerød Statsskole. Her gik der 3 år, inden han i 1967 forlod Birkerød med en sproglig studentereksamen af særdeles middelmådig karat. Dette måske fordi han, med undtagelse af månederne lige inden eksamen, gennem samtlige år på statsskolen lykkedes med kunststykket ikke at åbne en eneste bog.
Det var ikke, fordi Stig var dårlig til matematik, at det sproglige gymnasium lokkede, slet ikke, tværtimod lå regnekunsten jo i generne, men i det sproglige behøvede han smart nok overhovedet ikke at tænke, det fungerede helt per automatik, selv på ryggen med en bajer eller to. Sidst men mest var det jo i de sproglige klasseværelser, alle de saftige sild befandt sig.
Birkerød Statsskole var i sig en minimodel af samfundet med en tilsyneladende ærligt velmenende socialdemokrat ved roret, den noget bedagede rektor og dertil lærer i oldtidskundskab, Preben Arentoft, som til gengæld hele tiden konfronteredes og undermineredes i det skjulte af den stridbare og korrupte engelsklærerinde Eva Rothenborg, der i øvrigt senere gjorde karriere med Fremskridtspartiet i Folketinget.
Eva Råddenborg, som eleverne kaldte hende, havde da heller ikke mindste problem med regelmæssige svindlerier ved prøverne til studentereksamen, f.eks. fik hendes udvalgte yndlingselever små hemmelige sedler med de rigtige svar, inden de kom ind til det grønne bord. Omvendt fik fru Råddenborgs hadobjekter, Stig medregnet, nedsnakket sine karakterer, når hun og censor bagefter skulle finde en fællesnævner for præstationen.
Mellem disse to lærere, Eva og Preben, stod den klinisk uhyggelige tysklærer Alfred, som, tro det eller ej, hed Terp til efternavn.
Alfred Terp, gys!
Alfred, der dog heldigvis kun næsten hed Adolf, var en fantastisk dygtig lærer, uhyre velbevandret i sit fag, men hans pædagogiske talenter befandt sig desværre udelukkende i en satanisk skuffe, som han, så ofte det overhovedet gik, åbnede på sin egen spydigt knirkende måde, mens han kastede hånlige blikke ud over sin degenerede og absolut intelligensbefriede flok i klasseværelset, hvor alle hver for sig, så diskret som det overhovedet var muligt, forsøgte at forsvinde bag hinanden.
Allermest gik det ud over den senere så navnkundige tv-journalist Mette Fugl, også kaldet Birdie, som jo uheldigvis i starten af 1.G, for bedre at kunne studere den mandlige lærerstabs attributter, naturligvis havde plantet sig helt forrest nærmest katedret. Der var næsten ingen grænser for hr. Terps beskrivelser af frk. Fugls debile præstationer, hjernedøde oplæsninger, håbløse indsatser og konstant uhyggeligt imbecile konklusioner.
Til sidst blev det for meget for den stakkels Mette, så i 3.G deltog hun kun yderst sjældent i tyskundervisningen, men brugte så meget desto mere tid på selv at indskrive sit fravær i klasseprotokollen, så som f.eks., ”gik klokken 12. 45, syg klokken 11.30, tandlæge klokken 14.05”, osv. osv. osv. …
Alfred Terp tog dette meget personligt og brugte tilsvarende mere og mere tid i tysktimen på sarkastiske højtlæsninger af Mettes pedantiske kragetæer i protokollen: ”Jawohl, en hjernetransplantation er nok hendes eneste chance! Hvis de findes så små vel at mærke!”
Farvel Birkerød, nu blev det hippiernes tur! Efter gymnasiet med THE KINKS og THE ROLLING STONES blev det mere og mere BOB DYLAN og THE DOORS.
Næste dag besluttede de to unge danskere så for en sikkerheds skyld at dampe videre til Marokko, de forjættede vandpibers land, og på vejen til Ceuta, en spansk okkuperet by på det afrikanske fastland, hvorfra man så kunne formøble sig videre ind i selve Marokko, mødte de helt tilfældigt datidens mest berygtede danske hippie, nemlig Ole Grünbaum, som gennem flere måneder havde haft sig selv og sin herlige sambo, Dorthe Simonsen, installeret på et billigt hotel i Tanger, men nu havde været tvunget til en tur over til Spanien for at indløse en check i en spansk bank, da dette åbenbart ikke fungerede så godt på den anden side af Gibraltarstrædet.
I Ceuta proppede Stig og de to Oler sig sammen i en taxa for ca. 5 km senere at kunne passere videre gennem den marokkanske grænsekontrol. Men nej, ved grænsen havde man lige fået nye direktiver fra regeringen: nul flere hippier.
Stakkels Ole Grünbaum, uden mulighed for at kommunikere med sin Dorthe (mobiltelefoner var vel knapt nok påtænkt dengang) stod han så der og kunne ikke komme tilbage til sit pt. eneste hjem på denne jord.
Lige meget hjalp det, at hans egen far, Henry Grünbaum, på det tidspunkt var Danmarks udenrigsminister, men altså tilbage til Ceuta for at ringe til farmand og Det Danske Udenrigsministerium, der straks henvendte sig til de marokkanske myndigheder per telex, telefon og alt inden for rækkevidde. Den danske ambassadør i Rabat måtte sogar en tur til Det Marokkanske Udenrigsministerium, men nej, man ville sgu ikke have flere langhårede til at fise rundt på gaderne i Tanger.
Vel tilbage i Ceuta var der absolut ingen grænser for den lokale arabiske hjælpsomhed og opfindelsesrigdom. Alle lige fra taxachauffører til gadeartister deltog helhjertet i Stig & co`s grænseproblem og resultatet blev, at de alle tre lod sig nærmest kronrage og ikke nok med det, de obligatoriske, løst hængende hippie-gevandter blev pakket godt af vejen til fordel for nogle totalt farveløse lange nedslidte trenchcoats, som blev indlånt af taxachaufføren og hans nærmeste onkler.
Iført disse besynderlige klude, der fik alle tre unge hippiedanskere til at ligne hjemløse alkoholikere fra det dybe Vesterbro, gik det igen af sted mod grænsekontrollen, der i sig selv var et fantastisk gedemarked med mærkværdigt løsflakkende personer af mistænkelig herkomst, som konstant tilbød sine tjenester mod dollars, franske frank eller til og med den lokale marokkanske valuta, dirham: ”No, no, no problem, I fix everything, garanteed, ten dollars each person!”
Det var først efter tilbagekomsten til Danmark, der begyndte at ske sager, som visse borgerlige kredse sikkert selv den dag i dag vil karakterisere som uheldige, men som Stig og hans jævnaldrende den gang som nu anså som særdeles legitime for ikke at sige nødvendigt revolutionært arbejde, ja slet og ret deres forbandede pligt, nemlig distribution af hash og LSD til den eskalerende masse af unge forlystelsessyge, der i sit oprør mod etablissementet hungrede efter musik, ekstase, sex, bevidsthedsudvidelse med uprøvede idéer, absurde tanker, vice versa og kan du så komme til!
Ungdomsoprøret, et vestkapitalistisk overfladeplagiat af Mao Tse Tungs mere dybtgående kinesiske kulturrevolution, var i fuld gang!
Ole Grünbaum havde fået en fed connection, som det nu pludselig hed, og etablerede sit hemmelige lager af euforiserende stoffer med tape under kirkebænkene i kirken på den anden side af Teglværksgade, hvor han boede på 3.sal, så hver søndag kunne man med statsgaranti finde den ”nyfrelste” Ole på plads under prædikestolen for at hente forsyninger til sin trængende skare.
En dag gik det dog rigtigt galt for Stig i kampen for retten til selvbestemmelse i det mindste over sin egen krop. En sen aften havde han nemlig på kredit fyldt lommerne med Oles kontrabande for at forsyne sine sultne venner i VILLA SPURVESKJUL i det ellers sorgløse Sorgenfri, men en forvildet civil hundepatrulje fra politiet i Gentofte samlede i mangel af bedre bytte, derfor midt om natten ”privatterroristen” Stig Ramsing op til nærmere visitation.
Resultatet blev 80 dages fængsel for forsøg til salg af ulovlige stoffer.
Stedfar Vagn var selvfølgelig ved at eksplodere over dette og forlangte straks, at Stig igen tog sin biologiske fars efternavn tilbage, hvad Stig naturligt nok havde tænkt på længe, så det var jo ikke noget problem, især ikke da Vagn nu betalte for det.
Villa Spurveskjul var en gammel gigantisk stor smuk patriciervilla, som var på vej til nedrivning for at give plads for en endeløs række af grimme ligegyldige parcelhuse. På den ene side lå skoven og på den modsatte side havde man udsigt ud over Furesøens åbne vilde våger.
Et par driftige folk, Preben og Erwin, havde lejet sig ind på krabaten og udstykkede siden mod rimelig betaling samtlige rum til unge hektiske lejere. Gennemsnitsalderen var 22 og ingen lavede meget andet end at drikke øl, ryge hash, spille rockmusik, holde fester og dyrke sex..
Den mest energiske var vel nok, Niels Lottrup, som den ene dag skulle hente cigaretter efter lukketid i den lokale brugs, så han ramlede direkte gennem et tagvindue og havnede bevidstløs i en åben dybfryser. To uger efter kørte han sig ihjel på motorvejen til Helsingør.
Erwin var nu heller ikke så ueffen. På en rejse til Rom havde han mødt en rigtig hjertevarm libaneser, Ahmed, som ikke bestilte andet end at transportere dobbeltbundede kufferter til Italien, så pludselig en dag rejste Erwin igen til Rom og en uge efter kom han tilbage til Villa Spurveskjul med en af Ahmeds store kufferter fyldt med ti kilo hash.
”Så er der ryger, venner!”, erklærede Erwin uden blusel og åbnede kufferten midt i forsamlingen af tilstedeværende beboere plus en mængde andre tilfældige gæster, som Villa Spurveskjul konstant var proppet med.
Denne åbenhjertige gavmildhed gik jo selvfølgelig ad helvedet til, så et par måneder efter havnede den unge opfindsomme lærerstuderende Erwin et helt år bag tremmer, men gennem sine kontakter til regering og folketing via daværende kirkeminister Bodil Koch, jo, det er den pure sandhed, fik han siden dispensation til at kunne fortsætte sine studier og blev med tiden en af Danmarks dygtigste og mest elskede lærere.
Værre gik det for Preben, en gudbenådet trommeslager, kvindejæger og i øvrigt særdeles rar og behagelig mand, som desværre droppede hashen og i stedet blev forelsket i flasken, hvilket til sidst, efter langvarige ophold på psykiatriske institutioner, tog hans liv.
Nu skal vi jo heller ikke glemme Frans Malmborg, Prebens nærmeste og ret så venlige og charmerende ven, som siden endte som brugtvognsforhandler i det mørke Jylland. En gang skulle Stig nemlig af sted på én af sine mange privatturneer i Europa og havde så i den anledning overladt sit gigantiske højtaleranlæg i Malmborgs beskyttende hånd, men da han kom hjem var samtlige højttalere blevet udskiftet med mursten, så der var jo ikke særlig meget lyd tilbage.
Det blev der til gengæld næste sommer kort efter Sct. Hans festen i Villa Spurveskjul, hvor flere hundrede unge mennesker atter havde samlet sig i bekymringsfri ekstase. På et tidspunkt begyndte det nemlig at gå lidt sløjt med bålet, men et par overbegavede festdeltagere havde ikke de allerstørste problemer med at finde frem til den nærliggende byggeplads, hvor der var opstablet et millionbeløb af nye friske brædder til det igangværende byggeri af parcelhuse.
Snart var hele festen i gang med at hente friske forsyninger til bålet, så den Sct. Hans aften blev nok Danmarks hidtil dyreste med efterfølgende politi og skandaler, så for en gangs skyld var Stig glad over, at han ikke lige havde været hjemme til den fest!
80 dage i Vestre Fængsel blev dog også for Stig siden noget af en oplevelse, for ikke at sige en åbenbaring. Dertil stadigvæk ikke det mindste tyngende for hans samvittighed.
Tværtimod blev han i denne bundsump af triste skæbner bare endnu mere overbevidst om verdens konsekvent uretfærdige indretning, hvor recepten på samfundsmedicin var og jo stadig er så enøjet egoistisk, når den herskende klasse simpelthen bare konstant fortsætter med at straffe de svageste og samtidig yderligere i stigende grad belønner de allerede stærke, dvs. sig selv og sine venner.
Ole Grünbaum, der jo i sin tid, foruden gennem sit slægtskab med den respekterede finans– og udenrigsminister Henry, blev verdensberømt i lille Danmark ved at vise sin bare røv under et arrangement i Studenterforeningen, afslørede dog efter Stigs afsoning i fængslet også sit nøgne ansigt.
Da han, umiddelbart samme dag Stig blev løsladt, forsøgte at opkræve den manglende betaling for det, politiet havde konfiskeret, så forstod Stig jo til gengæld for alvor, at det var si som så med Oles revolutionære grundholdning og ønskede næsten, at han ikke havde holdt sin kæft, men også fået sin bagmand en tur ind bag tremmerne.
Den dag skiltes deres veje.
Men kampen fortsatte og også Danmarks hidtil mest opreklamerede, pengegriske, talentløse og ligegyldige forfatter, Klaus Rifbjerg, forsøgte at sole sig i ungdomsoprørets stråleglans ved sammen med en udvalgt skare af honoratiores at ryge hash på selveste Kulturministeriets trappe.
En af Klaus Rifbjergs inkarnerede kritiker, den til gengæld ret så begavede og seriøse forfatter Carsten Jensen, har jo allerede for længe siden med store bogstaver fastslået Rifbjergs svagheder, men hvis nogen stadig har den mindste tvivl om dennes flimrende fokus og indskrænkede perspektiv, er vedkommende sikkert varmt velkommen til at læse hans åndstomme brevveksling med Stig Ramsing.
Heldigvis kom andre mere målrettede ideologiske skikkelser til senere, så som f. eks. buschauffør Peter Jørgensen, der i sin fars lejlighed på Borgbjergsvej i Sydhavnen, dvs. hjemme hos daværende statsminister Anker Jørgensen, under dennes regeringstid flere gange opmagasinerede nogle af Københavns største hashlagre, hvilket ifølge velunderkuede kilder til tider betød, at Anker og fru Lisbeth på grund af kronisk pladsmangel i spisestue og køkken ofte blev nødt til at indtage sine sene måltider i en nærliggende bodega.
Jo, Peter var og er forhåbentlig stadigvæk en virkelig sand revolutionær i evig kamp mod revisionistiske møgfædre og korrumperede fagforeningsbander.
Denne lille historie kan jo faktisk også foranledige, at visse filosofiske betragtninger vedrørende rusmidler, forbrydelse og straf, kan få ekstra næring. Alt andet lige er faktum umiskendeligt: jo højere straf der pålægges, desto mere betalt vil håndlangerne naturligvis have for sin således tilsvarende endnu mere risikofyldte gerning.
At bekæmpe kriminalitet med strengere straf er derfor rent absurd, mildt sagt kontraproduktivt så det gør ondt, for det gør jo bare kriminaliteten tilsvarende mere indbringende, dvs. endnu mere attraktiv for de tunge kriminelle og gøder således jorden for øget organiseret kriminalitet.
På rent dansk: værre straf flere gryn!
I den sidste ende tjener den økonomiske mafia altså proportionelt tilsvarende mere jo hårdere straffen blir, så undertiden kan man desværre ikke undgå at mistænke de siddende regeringer og deres nærmeste kreds som de virkelige bagmænd.
Kom nu videre!
Ok! Stig slog sig nu ned som selvbestaltet folkesanger. Med egne melodier og tekster tomlede han et par år rundt i Europa kun iført guitar, bare fødder og en pakke præservativer.
Ved at købe den dyrest mulige billet til flyvebådene mellem Algeciras og Tanger med dertil hørende tæt hårklipning og et lejet jakkesæt lykkedes det ham også endelig til sidst at snige sig ind i det mystisk lokkende Marokko.
Nok var der en skummel civilklædt CIA agtig agenttype ombord på hydrofoilbåden, som hele tider skulede til ham, hvorved Stig på et tidspunkt følte sig tvunget til at tilbyde denne en stor whiskysjus fra den overdådige bar, hvilket dog blev høfligt afslået. Til gengæld kunne Stig efter dette mærke en tydelig forandring i agentens attitude. Nu var han åbenbart accepteret og godkendt som en tilstrækkelig velbeslået jetsetter og derfor velkommen turist.
I Tanger var det siden en herlig tid på verdens bedste og billigste hoteller, lykkeligt befriede for støvsugere, cappuccinomaskiner og al anden unødvendig elektronisk støj, så den daglige obligatoriske myntete blev derfor til gengæld indtaget forbilledligt på Cafe Central for en halv dirham, dvs. én dansk krone per kop.
Siden gik turen op til Ketamar i Atlasbjergene, hvor Stig og hans tre nye venner, dvs. to vanvittige amerikanere, som hellere forsøgte stjæle en bil end selv betale en busbillet, et nationalsymtomatisk træk kunne man mene, desuden en besynderlig selvoptaget diskofil englænder, som hele tiden udelukkende interesserede sig for, hvordan hans kroniske gonorre aktuelt havde udviklet sig.
Efter en del søgen fandt man så frem til datidens virkelige drømmeland og den lokale storbonde, der boede i verdens mindste lerklinede sivhytte, fremviste uden betænkelighed stolt sine besiddelser. ”Kieffi, kieffi”, sagde han hele tiden og pegede veltilfreds ud over sine uendelige hampemarker.
Der blev røget en del, men i modsætning til, hvad agenten på overfarten fra Spanien havde troet, var samtlige i selskabet yderst dårligt finansieret, så den eneste handel blev, at Stig byttede sig til et kilo marihuana for et par nyindkøbte spanske støvler, som desværre alligevel havde vist sig at være alt for små. Ej heller bonden kunne passe dem, men så vidt vides, står de stadig den dag i dag i sin nypudsede pragt og pryder hans fattige familiehylde.
I samlet flok rejste man siden til Ibiza og da det sidste drøn var taget på en af de mange fælles medbragte marokkanske lerpiber og det ikke gik at opdrive mere rygeligt, skiltes deres veje atter og Stig vendte tilbage til Danmark med sin guitar iført sine nye farverige marokkanske silkeklæder og et uimodståelig solbrunt smil, som tilsammen gjorde, at han en uges tid senere satte verdensrekord i at tomle.
Ved begyndelsen til autobahnen fra Zürick videre op i Tyskland var det nemlig en uhyggelig varm sommerdag og kilometer efter kilometer var befolket af desperate unge mennesker, der alle forsøgte at få lift nordpå. Stig kunne med det samme se det meningsløse i overhovedet at forsøge sig pågældende tid og sted, så han gik raskt forbi alle og kom til sidst allerlængst frem og stod således snart sidst i køen af chancer.
Han besluttede derfor at lægge sig i rabatten for at sove respektivt sole sig til trængslen ville være aftaget. Han havde dog knapt lagt sig i græsset før han vækkedes af hornet fra verdens største og dyreste mercedes med verdens tilsvarende mindste bøsse, der spurgte om han havde brug for et lift.
Jo tak!
Der gik vel ca. tre minutters kørsel, før den lille venlige bøsse også spurgte, om han manglede penge, men da Stig jo allerede for længe siden havde luret sin nye chaufførs uartige bagtanker, svarede han straks uden tøven nej, hvilket umiddelbart bevirkede et markant stemningsskifte i bilen.
Den lille velbeslåede bøsse ledte nu bare efter et sted at slippe af med ham og det skete også ret så snart. Han standsede sit dyre køretøj og forklarede, at nu skulle han altså desværre ikke længere. Det observeredes at merceren straks bagefter kørte af fra autobahn og videre venstre over viadukten og derefter således tilbage nøjagtig samme vej, som den lige var kommet.
Åbenbart en meget trængende lille mand!
Stig var dog mere end tilfreds, for nu var han jo kommet væk fra alle konkurrenterne og kunne da også kort efter igen stige ind hos næste bilist, Harald Gerstenberg, som ankom i sin lille volkswagen boble proppet med brugte møbler, som han lige havde hentet hos sin mor. Stig blev nødt til at sidde sidelæns med to kogeplader, en brødrister, tre par skistøvler, en masse juridiske skolebøger samt en mindre reol på skødet, men Harald var hverken bøsse eller lystmorder til gengæld virkelig flink og indlogerede derfor samme aften Stig i sin lille lejlighed på 4. sal midt i Frankfurt am Main og kørte ham siden næste morgen helt uopfordret tilbage til motorvejen, der førte videre mod Bremen og Hamburg.
Jo, bare du behandler det ordentligt, er mennesket sgu et rigtig dejligt dyr!
Ved en af sine solokoncerter henholdsvis en udstilling på Galleri Munken i Halmstad i slutningen af tresserne mødte Stig Ramsing senere havfruemorderen Jørgen Nash og dennes kone, malerinden Lis Zwick, og boede derefter et halvt års tid på deres landsted, Drakabygget i De Skånske Alper, dvs. på Hallandsåsens nordside.
Visse tunger beretter, at Stig i den periode malede de fleste af Jørgens billeder og det er sikkert sandt, da Jørgen jo meget sjældent selv havde tid til at stå i sit atelier, fordi han konstant gav interview om havfruemordet eller drog rundt til udstillinger i Tyskland, Frankrig mm.. På et tidspunkt holdt der således en flere kilometer lang kø med journalistbiler på den lille grusvej neden for Drakabygget for at købe sig ind på en samtale med Jørgen til 200 kroner stykket.
Den gang var svenske penge oven i købet noget værd!
I hvert fald så stod den tapre fotomodel snart i flere uger ude på gårdspladsen og hamrede sin egen kiste sammen, mens alle de herlige vareprøver fra de lokale bryggerier (som Finn jo officielt så siden skulle overleve på nede i mørket) ankom i aldrig signende strøm sammen med alskens konserves og rene kontanter fra lokalavisen.
Den gang var der ingen smalle steder bortset fra kisten selvfølgelig!
Da selve den himmelske dag oprandt og den stakkels Finn Sørensen helt frivilligt kravlede ned i sin kiste kun medbringende en enkelt lokumsrulle og tre liter vand og selv lukkede låget efter sig, kørte naboens traktor mistænkeligt hurtigt frem og øsede straks flere tons jord ud over kisten, mens alle 200 tilstedeværende gæster, journalister og filmfotografer klappede frenetisk, for ikke at nævne det altid nærværende japanske tv, som Jørgen Nash altid selv satte i forgrunden, når han involverede medierne.
”Jeg ringer med det samme til japansk TV”, er vel nok den sætning, Jørgen nåede at sige flest gange i sit 84-årige liv.
Da Stig efter jordfæstelsen af hr. Sørensen med eget guitarakkompagnement havde affyret sin til lejligheden ligeledes nykomponerede gravsang, grav mig ned – giv mig fred, hev Jørgen Nash straks sin hjemmefabrikerede prædiken frem, som han havde filet på de sidste par nætter inden:
” Jamen, er vi jo ikke også kun alle sammen bare fotomodeller for Vorherre …”, begyndte Jørgen og meget mere var der vist ikke mange, som nåede at høre, for der var jo stadig masser af øl og fede flæskestege tilbage, som skulle fortæres inden sidste udløbsdag, så den gigantiske hæmningsløse fest gik straks i gang overalt på Drakabyggets samtlige 50 tønder land, dvs. alle andre steder end lige oven på Finn Sørensen, som nok allerede nu begyndte at føle sig noget ensom i sit underjordiske skjulested.
En time efter midnat forsvandt også hans gode ven, Stig Ramsing, men til gengæld ind i et rigtigt himmerige, dvs. kun iført en lokal forførerske, så han undgik lykkeligt at overvære de dramatiske begivenheder, som siden udspillede sig den nat.
Flere timer senere, klokken 4 om morgenen, ankom nemlig hele syv svenske politibiler under fuld udrykning med blinkende lanterner, plus en gravemaskine anført af stadslægen fra Helsingborg, som umiddelbart beordrede Finn Sørensen, som alle andre festdeltagere nu lykkeligt havde glemt, gravet op fra sin underjordiske enmands-luksus.
Iført tvangstrøje blev den stakkels fotomodel siden under skarp bevogtning og blinkende eskorte kørt hele vejen tilbage til Helsingborg, nærmere bestemt den lukkede afdeling på det psykiatriske hospital, Santa Maria, hvor man beholdt ham til observation i fire døgn, da stadslægen konkluderede, at han da måtte være rablende sindssyg, når han havde den frækhed at mene, at verden kunne være ond.
Eller ...?
I retfærdighedens navn bør det måske noteres, at både Finn, Stig, Jørgen og diverse andre medsammensvorne nok var ret så heldige, da stadslægen indgreb, for det kunne sikkert være gået rigtigt galt. Bare en sådan simpel ting, som at forsyne kisten med to luftkanaler i stedet for kun én, havde man overset. Dels med henblik på ventilation i kisten, men også rent sanitært kunne det jo derfor have sluttet i ren katastrofe.
Jens Jørgen Thorsen, salige være de døde, var ikke andet end en selvopblæst, manipulerende og pisse irriterende listepik med liderlige, egoistiske hensyn, som paradoksalt nok sikkert skyldtes hans tilsvarende ringe udrustning.
Stadigvæk, og glem aldrig det, ingen på denne jord har jo mindste indflydelse på sin egen opførsel. Du blir, som du er, fordi du var, som du blev.
Hvem kan løfte sig selv i håret?
I 1970 havnede Stig således pludselig atter en gang ved tilfældighedernes spil i noget helt uforberedt, nemlig skuespilleriet.
Debuten blev på BOLDHUSTEATRET i et Fernando Arrabal drama: ”… og de gav blomsterne håndjern på ” – instrueret af Klaus Hoffmeyer. En forestilling som udspillede sig under borgerkrigens Spanien, som jo bragte general Franco til magten, så måske er det hele alligevel ikke så tilfældigt, når man f.eks. påtænker Stigs tidligere intermezzo med Francos hemmelige politi. I hvert fald blev forestillingen en gigantisk succes, Blandt andet fik Klaus Hoffmeyer absolut fortjent årets instruktørudmærkelse, teaterkatten.
Derefter blev det JOMFRU ANE TEATRET i Ålborg og RIDDERSALEN i København med flere forskellige forestillinger, f.eks. Paracelsus af Viktor Jevan og Blod og Brand af Jacob Christensen m.m..
Nævnes bør også det ambulerende DEBATTEATRET med forestillingen Danmark dejligst langt om længe, hvor man til det sidste kæmpede imod Danmarks optagelse i EF, det Europæiske Fællesskab, som det så smukt hed dengang, hvor alle sammenspiste politikere ikke bestilte andet end samtidig også at garantere, at EF aldrig skulle blive en reel union, men det er jo lige nøjagtig det, vi så alligevel har i dag, EU, Den Europæiske Union..
Forestillingen vakte en del ravage, især var der en del fagforeningspampere, der ikke brød sig særlig meget om Stigs ide, at lade den nye EF-borger fødes som flæskefars gennem en kødhakker strategisk placeret mellem Helle Ryslinges spredte ben. Blandt andre deltog også Hans Kragh Jacobsen med sine herlige lige så provokerende indfald.
Undervejs var Stig og Hans også med til at udvikle SOLVOGNENS gadeteater og optrådte blandt andet som krigsforbryderne Henry Kissinger og Richard Nixon på Nytorv under kampagnerne mod vietnamkrigen.
Stig var desuden også tit på banen ved den tids voldsomme folkelige demonstrationer mod USA foran Den Amerikanske Ambassade på Dag Hammarskjölds Alle, dvs. altid i fuld fart med diverse vandbomber og vrede kampråb sammen med blandt andre sin gode ven og ideologiske våbenfælle, Ebbe Reich Kløvedal, der jo selv ofte figurerede blandt protesttalerne, inden det for alvor gik løs i gaderne..
”Ho, Ho, Ho Chi Minh, Ho, Ho, Ho, Chi Minh … ” lød det snart overalt i København, mens adskillige benzinstationer og multinationale selskabers kontorer blev brændt ned til grunden.
På et tidspunkt i Store Kongensgade, da alle demonstranter taktisk havde spredt sig ud over hele byen, mens politiets samlede styrker stadig kæmpede med sig selv og sine kolonner foran ambassaden, bestemte Stig sig for at kaste en stor brosten gennem vinduet ind i den tomme politistation, men Ebbe, noget tynget af sin ældre fornuft, fik ham heldigvis fra det. Mod alle odds kunne der jo have befundet sig noget næsten menneskeligt bag ruden.
Pludselig i starten af halvfjerdserne begyndte Stig så igen at skrive selv, som han allerede havde gjort det den gang for femten år siden med lommelygte og Mont Blanc fyldepen under dynerne de sene nattetimer på øverste etage i den højborgerlige villa tæt på Utterslev Mose mellem Søborg og Brønshøj i udkanten af København.
Allerede da havde den unge Ramsing besluttet at blive forfatter. Tanken om universums uendelige muligheder for at kunne slippe fantasien løs og finde på historier uden at skulle stå til regnskab for sandhedsindholdet eller endsige blive straffet for det, var utroligt pirrende.
Der i udkanten af København tilkom derfor, kun et stenkast fra Brønshøj Boldklubs frodige grønne baner, i Stigs ottende leveår hans første roman, som da heldigvis aldrig blev forsøgt udgivet og siden lykkeligt har forpuppet sig på et eller andet ukendt loft. Den handlede nemlig om noget så banalt som en prosaisk hybrid af JAN bøgerne og den tids mest hipede sangstjerne, Nina (og Frederik van Pallandt), som alle under 15 år var dybt forelskede i.
”lad os flyve til en stjerne, stjerne… til en klode i det fjerne, fjerne ... lad os flyve til en grøn planet før denne nat er omme, omme …” sang Nina uafbrudt overalt
… men nu blir det så pludselig alvor, når Stig får antaget sit første filmmanuskript om en udstødt dansker, den håbløse alkoholiker Herbert, hos det danske tv-teater på DR1, som på det tidspunkt jo var den eneste danske tv-station.
Tv-spillet TILLØKKE HERBERT instrueret af Ole Roos blev udsendt første gang januar 1974 med Otto Brandenburg i hovedrollen. Alt i alt er dette tv-spil hidtil blevet vist tre gange i dansk tv og desuden på adskillige udenlandske stationer. Selve aftnen for tv-premieren i Danmark havde Ole Roos inviteret diverse skuespillere, venner med mere hjem til sig selv i det indre København for at overvære udsendelsen med en efterfølgende fest.
Også Stig, med Oles Roos´ telefoniske tilladelse, ankom i selskab med tv-spillets originale hovedrollemodel, dvs. den totalt fordrukne Morgan, som jo heller ikke den aften var helt appelsinfri og derfor under hele udsendelsen i lejligheden på Nørregade, som emmede af Ole Roos´ selvbestaltede højtidelighed, konstant kommenterede ”sig selv” på skærmen med udbrud og forbandelser. Dette blev for meget for Ole, som til sidst med hjælp fra de tilstedeværende, specielt en vis skuespiller Clausen, fik kylet Morgan ud fra lejligheden.
Stig var noget konfunderet over dette bevis på social skizofreni, hvor ligegyldige elektroniske frembringelser jo åbenbart alligevel altid var vigtigere end ægte levende mennesker, så fem minutter efter valgte også han for egen kraft at forlade selskabet og fandt heldigvis snart den ulykkelige Morgan tumlende rundt nede på gaden og sammen gik de til nærmeste værtshus for hurtigst muligt at lappe sine respektive skader. Undervejs mødte de også en tiltagende skare, som alle var på vej til Ole Roos´ lejlighed for at deltage i festlighederne efter tv-forestillingen. Jovist, det gik jo ikke at komme udenom, en forestilling var det i hvert fald.
Siden blev det tv-spillet SIDE OM SIDE FOR RØDT også med Ole Roos som instruktør, tv-teatret bestemte jo alt produktionsmæssigt, denne gang ligeledes med Otto Brandenburg i en stor rolle og desuden medvirkede hans navnebror Otto Sigvaldi og sogar Stig Ramsing selv som narkobagmand allieret med Ole Ernst..
I 1978 var det så tid for Stigs tv-spil HALLI HALLO, der blev instrueret af Henning Ørnbak og blandt andet blev vist i samtlige nordiske lande.
Samme år var Stig efterhånden blevet så utrolig træt af alle disse forskellige kokke, som hele tiden skulle pille ved hans manuskripter på mere eller mindre heldig måde, så han begyndte for egen kraft en 3-årig instruktøruddannelse på Den Danske Filmskole på Amager lige ved Christianshavn Kanal.
Her bør en skarpsindig læser dog ikke glemme, at også det herlige værtshus Sofiekælderen lå lige henne om hjørnet og mange gange udgjorde en obligatorisk inspirationskilde for både elever og lærere.
I 1982 skrev og instruerede Stig så sin hidtil sidste værk for tv-teatret på DR1.
Tv-spillet BÆNKEMAD OG BANKEKØD var nemlig hverken mere eller mindre en satire over selv samme tv-teater og derved samfundet i stort med særligt henblik på tv-mediets forløjede rolle som voldsforherligende status quo dyrker, men det faldt vist ikke i så god jord i FLIPSILOEN, som de heltidsansatte programmedarbejdere yndede at kalde sit egen arbejdsplads, dvs. tv-byen i Gladsaxe, selv om denne jo i virkeligheden var Danmarks mest dogmatiske og ensrettede politiske meningsfabrik.
Måske lå der til og med en tanke bag?
Noget mærkværdigt syntes Stig nemlig det var, at hans nærmeste fastansatte indpisker i tv-teatret, Henrik Holm Hansen, en særdeles hyggelig og venlig mand, også påstod sig være medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, mens han samtidig fremlagde sine synspunkter og råd omkring Stigs manuskripter som udelukkende æstetiske/dramaturgiske og aldrig politiske.
Alligevel sørgede Henrik konsekvent for at alt for direkte antydninger af, hvordan det i virkeligheden går til, når samfundet skaber sine tabere som f. eks. Morgan, altid blev skåret bort og derved aldrig nåede frem til tv-seerne.
Var Henrik Holm Hansens rolle i tv-teatret i virkeligheden mere politisk kommissær i fåreklæder end dramaturg? Kan man måske med endnu større ret påstå, at al etableret medial og politisk virksomhed i selve sit inderste med naturlig medfødt selvoverlevelsesdrift og dermed selvcensur per definition er bagstræverisk og derfor altid vil forsøge at bevare status quo?
Sagt på en anden måde: er det ikke ganske naturligt, at magthaverne med alle midler forsøger at bibeholde sin position, så godt og så længe det overhovedet går, dvs. prøver at undgå enhver forandring, som jo i sig selv indebær øget risiko for at miste flæsket?
Stigs konklusion blev faktisk noget i den retning, nemlig at så længe media og politik er identiske tvillinger, hindrer de sammen al naturlig og progressiv udvikling, overalt hvor de hersker med sine privilegerede tanketentakler.
Man kan derfor tage udviklingen af den første automobil i slutningen af 1800 tallet som en udmærket allegori for tingenes tilstand i vor aktuelle del af verden. I stedet for noget epokegørende og nyskabende blev de første bilmodeller derfor intet andet end simple hestevogne med motor. Således også de første flyvemaskiner, som jo bare var gængse drager i motoriseret udgave.
På samme måde fungerer det meste i dag, så i realiteten kommer vi jo ingen vegne, for der står altid en ældre, klogere, rigere, mere fornuftig eller mere indflydelsesrig bedsteborger med historiens tunge åg og tradition som kronisk formørker vedkommendes tankekraft, horisont og vovemod, så de få gange vi virkelig rykker os, kan regnes i millimeter.
Henrik Holm Hansen og alle hans tvillingesøstre og tvillingebrødre i den politiske verden og i den herskende klasses private eller statsejede mediefabrikker arbejder derfor desværre nok stadigvæk bevidst eller ubevidst mod nøjagtig samme fantasiløse mål, som bedst kan forstås med en lille anekdote fra den nu klassiske italienske roman, LEOPARDEN, som beskriver den sicilianske adels modtræk, da den under og efter 2. verdenskrig følte sine privilegier truede.
Da var det, at leoparden, det vil sige greven selv, tog til orde og sagde følgende: ”Vi må forandre alt for at bevare det hele!”
Det er jo nøjagtigt det, som i dag paradoksalt nok stadig kaldes fremskridt, denne indbydende, ugennemsigtige, glatte, forgyldte fernis, som skjuler virkeligheden, dvs. den bagvedliggende kendsgerning, at når det f. eks. gælder fordeling, indflydelse, formue og resurser, er der ikke sket en skid, siden den første pyramide blev bygget.
Stig Ramsing besluttede derfor allerede i 1982 at søge ”politisk asyl hinsidan”, hvilket besynderligt nok bevilgedes (de ikke vide bedre), så lige siden har han boet på eget befriet område, dvs. 5 tønder land langt ude i skoven i den nordvestre del af Skåne kun 10 kilometer fra sit oprindelige svenske gerningssted, Drakabygget.
Undervejs blev det en hel del radioarbejde på Danmarks Radio, især for Børne- & Ungdoms afdelingen med oplæsning og drama som skuespiller/forfatter/instruktør mv. blandt andet ALEKSANDER DEN HALVSTORE I SNAKKEDONIEN, BØRNETIDENDE, radioteatret og meget mere, som nu er forsvundet i evig glemsel.
Gennem tiderne har Stig desuden begået sig som skuespiller i diverse danske tv-spil f.eks. HASHTRÆET, Peter Seebergs HYRDER og Peter Ronilds FADER MIN.
Efter flugten 1982 til sit hemmelige skjulested bag De Skånske Alper er Stig også mere og mere kommet til indsigt om, at alle det ”moderne” samfunds såkaldte fremskridt til stor del består af ét skridt frem og to tilbage, blandt andet forstået på den måde, at i sin tid blev vi slet og ret kaldt, det vi var, nemlig slaver, siden blev betegnelsen sublimeret til arbejdere, for bagefter at blive til noget så fint som lønmodtagere og snart kaldes vel samtlige fastansatte i den industrielle verden, dvs. alle økonomisk stavnsbundne trælle, for funktionærer eller medarbejdere.
Illusionens og magthavernes forføriske veje og manipulationsmodeller er i dag bogstaveligt helt uden grænser og hæmninger, så tro det eller ej, i morgen eller overmorgen, hvis der ikke snart sker noget virkelig radikalt, kan vi omsider garanteret alle endelig forene os som lykkelige invalidepensionister.
Problemet er stadig det sædvanlige og evigt tabubelagte, fordelingen af denne jords resurser globalt og lokalt, som fortsætter med at opdele verdens befolkninger i de der har og bestemmer alt og så vi andre, som intet ejer og hundses døgnet rundt.
En klog mand sagde en gang, at hvis demokrati kunne forandre noget, var det naturligvis aldrig blevet tilladt. Fakta er jo tillige, at aldrig i menneskets historie, hverken nationalt eller internationalt, er gabet mellem rig og fattig vokset mere end her gennem de sidste tyve år.
I perioderne inden menneskets ”fremskridt” i sin tid startede for alvor, var vi jo alle sammen bare lykkelige nomader med uendelig meget mere albuerum og dertil et uudtømmeligt giftfrit spisekammer.
Sandheden er, at for 5-10.000 år siden behøvede man kun ca. to timers daglig dont med fiskeri og jagt for at forsørge sig selv og familien, mens du generelt i dag blir nødt til at slide mindst otte timer om dagen med et intetsigende idiotjob og bagefter knap nok selv kan løfte fjernkontrollen til dit afbetalings-tv, mens din kinesiske mikroslave automatisk varmer din fede giftige placeboføde.
Desuden; hvis nogen i dag skulle få lyst til at fiske eller gå på jagt (vor genetiske arv kan jo godt drille med anakronistiske lyster), må vedkommende straks betale en mindre formue, dvs. beløb, som ligger helt uden for gemene mands rækkevidde.
Den gang det for alvor gik galt med vor sociale samhørighed, var nemlig da nomaden blev fastboende og derved gav de enkelte individer mulighed for at tilgramse og akkumulere egne formuer. I stedet for flokkens fælles omvandrende kvæg kunne ”smarte” egoister nu skaffe sig sin egen ko og derefter et uendeligt antal inden for et privat indhegnet område.
Frøet til den tilsyneladende evige opdeling af fæ og fjols blev den gang lagt så grundigt, at det stadig den dag i dag plager menneskeheden til den grad, at det personlige pronomen VI jo nærmest er bandlyst.
JEG, MIG og MIT er derfor desværre stadig, så længe det nu varer, dagens guddommelige passwords og du skal passe vældig meget på, for hvis du ikke konstant rabler disse tre egoistiske super remser, risikerer du at blive mistænkt som potentiel samfundsomstyrter.
Adam Smith, liberalismens, den globale frihandels og således kapitalismens grundlægger, må hermed siges at have fået gennemført verdens hidtil mest sejlivede og vellykkede propagandaløgn, nærmere bestemt at det er egennytten, dvs. egoismen, der driver værket, mens sandheden jo i virkeligheden er en helt anden, nemlig at mennesket de facto er klodens mest sociale dyr.
Undskyld??
I 2006 fik Stig Ramsing derfor nok af denne verdens permanent indholdsløse og fordummende, kommercielle bombardement og besluttede selv at gøre en indsats. Han dannede derfor sammen med blandt andre Lars Hård et fællesnordisk politisk parti, NORDISK UNION, som nu forsøger at genforene alle progressive kræfter i Danmark, Norge og Sverige til en herlig storfamilie, hvor alle vi, som ønsker at bevare de oprindelige nordiske tanker om ægte ytringsfrihed, virkelig social/økonomisk ligestilling, absolut juridisk ligevægt samt empati og solidaritet uden skelen til køn, alder, indkomst, etnisk herkomst m.v., bør få plads.
Dertil selvfølgelig maksimal individuel og lokal selvbestemmelse!
Kort sagt, som det ser ud i dag, er ordet samfund desværre en total anakronisme, for vi har jo absolut ingenting sammen mere. Alt er stadig enten dem eller os - rig eller fattig - du eller de andre osv. osv., men så paradoksalt det end kan lyde, er virkeligheden jo alligevel den, at vi alle er så utroligt ens.
Fra oven ikke andet end et uendeligt antal identiske pissemyrer.
En svensk antropolog har for ikke så mange år siden undersøgt os alle både biologisk, etnografisk og historisk og hans konklusioner er ret så afslørende, men dertil også vældig lovende. Det eneste vi mennesker uden undtagelse egentlig egner sig til hundrede procent, er at sidde i en liggestol med en flaske whisky med tæerne plaskende i en østafrikansk strandkant.
Endelig en der har fattet fidusen!
Stig har for egen personlig del gennem de sidste tyve år forsøgt noget lignende, nemlig at melde sig ud af dette ikke-samfund, som trods sin ligegyldighed jo stadig prøver at patentere alt lige fra definitionen af paradis til kvaliteten af individets kedsommelige afføring.
Her kan vi så helt apropos aflive en af myterne om det svenske henholdsvis danske bureaukrati. Hvis du f. eks. køber et sommerhus i Danmark, så går der højst en uge, inden der står en lille mand med en gevaldig stor mappe og forlanger, at du umiddelbart skal skaffe en skraldespand med tilhørende renovationsabonnement. I Sverige, forudsat du er mindst én svensk mil (10 km) fra hovedvejen kan det vare 25 år, inden brevet fra kommunen ankommer.
Sverige består nemlig af to hoveddele; dels det supermoderne, digitaliserede overformynderi, som med skæbnesvangert resultat, der nu for alvor viser sig i krisetider, også har annammet industriens påståede økonomisk effektive samlebåndsteknik til sine humanistiske og sociale institutioner, dels en utrolig urtidig og dybt reaktionær landsbyverden, hvor grusvejene flyder med affald og lort i værste bulgarske u-stil.
Samtidig skal vi ikke glemme, at staten Sverige nøgtern betragtet, jo stadig ikke er andet end en avanceret kongelig politistat, hvilket kan bevises sort på hvidt med nogle simple tal hentet fra svensk statistik. Af de sidste 1600 anmeldelser mod svensk politi for overgreb, vold, tjenestefejl med mere er det bare 3 (tre)sager, som har ledt til domfældelse.
Hvordan det ligger med disse tal i Danmark, vides i skrivende stund ej, men i begge lande hersker det besynderlige faktum, at politiet selv medvirker i opklaringen af sine egne forbrydelser, hvilket naturligvis ikke hører hjemme i en genuin retsstat.
Nåh, men i hvert fald har Stig efter årenes slidsomme kampe mod og med TV, RADIO, TRYKTE MEDIER, FILMINSTITUT, PRODUCENTER osv. indtil videre afsagt sig al fremmed indblanding og kapital i sin kunstneriske og politiske virksomhed, som derfor nu har begrænset sig til KORTFILM, ROCKMUSIK, BILLEDKUNST og diverse MANIFESTATIONER.
I sit atelier/udstilling/studie i den gamle biograf i Skånes Fagerhult kæmper han derfor nu helt for egen kraft uden politiske bagmænd og statsansatte pegefingre med sine malerier og installationer plus sit nye undergravende rockband THE END, et navn som jo er perfekt qua hans eskalerende alder, men som naturligvis også forholder sig til den effektive måde, det udfolder sig under sine koncerter.
Som regel ankommer den lokale politimester nemlig ca. en halv time før THE END´s sidste ekstranummer og sørger personligt for at Stig, bassist og trommeslager direkte efter koncerten umiddelbart forlader kommunen uden yderligere forsinkelser.
At Stig Ramsing nu her på falderebet via Nordisk Union også er overgået til regelret politisk virksomhed i gængs forstand, er jo heller ikke nogen tilfældighed, for hele hans gerning og intention har jo altid primært haft et politisk indhold, dvs. et sigte mod byrders og privilegiers urimelige fordeling og efterfølgende en forbedring af disse forhold.
Både i sang, roman eller maleri mener Stig nemlig, at idéen selv og den aktuelle relevans, dvs. om du vil, det politiske indhold, er det som definerer begrebet kunst, mens æstetik, det smukke og velbehageligt iøjefaldende udelukkende er et spørgsmål om simpelt håndværk, som hvem som helst mod fornøden tid og slid kan lære sig.
I det lange perspektiv øjnes derfor heldigvis også, at alle mennesker en gang med tiden, den dag det politiske etablissement tillader dette, uafhængige af byrd, indkomst, uddannelse m.v., tør være sig selv uden frygt for repressalier, dårlige karakterbøger og straffeattester og således også kan blive virkelige kunstnere.
PET, politiets efterretningstjeneste, var naturligvis også straks på plads i Fiolstræde med sin tophemmelige tomandspatrulje, Kurt og Palle, og måtte selvfølgelig lige som alle andre også betale en hel krone per dåse og siden fem kroner ekstra for en dåseåbner.
Skuffelsen hos efterretningstjenestens lille foddrevne afdeling var såmænd helt på højde med alle andres, dvs. næsten menneskelig, for indholdet i dåsen havde jo ikke det mindste med ærter at gøre, men bestod af en håndfuld sand og en lille seddel med følgende påskrift: ”Sandheden er oftest ilde hørt og ligesom alle andre partier holder Grøntærtepartiet selvfølgelig heller ikke sine løfter.”
Ludvigsens store fortjeneste var, at han fik den geniale idé, at alle på denne grønne planet naturligvis automatisk umiddelbart blev gratis medlemmer i Grønærtepartiet, hvorimod det selvfølgelig skulle koste hundrede kroner at melde sig ud.
Til trods for at dette dermed for al evighed har gjort Grønærtepartiet til verdenshistoriens mest medlemstætte politiske forening nogensinde, er det naturligvis noget Jacob den dag i dag stadig ærgrer sig gevaldigt over, for endnu har ingen vovet at melde sig ud.
Hvad skal der så ske nu?
For rigtigt at komme videre frem i vognen behøver vi i hvert fald snarest muligt at opløse det eksisterende politiske system og afskaffe alle mugsamlende levebrødspolitikere og i stedet indføre en demokratisk værnepligt, således at alle uden undtagelse fra samtlige samfundslag kan give sit besyv, dvs. et kvoteringssystem i forhold til alder, køn, klasse, indkomst m.v., - og derigennem via lodtrækning kan kvalificere sig til Folketinget, amter, kommunale organer m.v. for korte men effektive perioder.
Hvis nogen på nuværende tidspunkt desuden skulle være i mindste tvivl om, hvorvidt vores gode ven Stig endnu hengiver sig til rusmidler af divergerende kvalitet eller ej, kan vi oplyse, at det snart er tredive år siden, han holdt op med at ryge både hash og almindelig tobak, som i modsætning til førstnævnte er både sundhedsskadelig og vanedannende.
Da Stig siden 1982 har boet i politistaten Sverige har det jo heller ikke gjort tilgangen på livets naturlige goder uden kemiske tilsætningsstoffer lettere, så hvis nogen derfor mod forventning alligevel har for meget marihuana eller et lignende forfriskende naturprodukt i lommerne, er vedkommende da naturligvis meget velkommen til at sende sit overskud til Stigs Ramsings hemmelige postadresse, som følger herunder, for man behøver faktisk ikke ryge det, men kan med fordel konsumere den slags himmelske tilbud per oralt, dvs. f.eks. indbagt i en herlig pandekage eller i sin egen hjemmedyrkede myntete.
|
