Stig Ramsing

POLITISKE DIGTE

LANGT UDE I SKOVEN

 

nu vokser benzinstationerne desværre uregelmæssigt igen

dieselslangernes gifttænder ser syge ud

de hydrauliske rønnebær strejker

men hængepil og guldregn

synes helt i orden

de fungerer

som de skal

så det er sikkert

bare en mindre fejltagelse

når bilvaskens svampe er vokset

så de fylder hele parkeringspladsen med nylon

avisernes løbesedler foran butiksrudernes laser-alarm

snakker jo stadig bare om forurening under grænseværdien

så de muldvarpeforvandlede karklude har sikkert bare misforstået

et eller andet helt fundamentalt det behøver vi ikke hidse os op over

hellere købe et par snacks og en sukkervand med hjem til husalteret

så kan vi hænge i loftet et par uger som misteltene af plast og tænke

på gamle dage da vi havde vandmeloner voksende uden for vinduet

nu er det bare rester af twistklude med kemikalier og spildolie

som pryder alle havens buske og træer i stedet for blade

fandens som det er surt i år sagde vist den sidste ræv

der nogensinde viste sig nord for Afrikas Horn

inden den begik selvmord på motorvejen

mellem Alaska og månens bagside

men tag det bare roligt mand

alt er jo midlertidigt

selv et helvede

på jorden

farvel

   Index            Næste digt

KAN ANVENDES FRIT TIL PRIVAT IKKE-KOMMERCIEL BRUG MED KILDEANGIVELSE..